Lars-Christian Brask

1. november 2017

Lars-Christian Brask

Roskildedreng og forretningsmand fra Himmelev.

1.184 borgere valgte at vise mig og Venstre tillid, da de satte deres kryds ved kommunalvalget for fire år siden. Jeg har arbejdet benhårdt for at leve op til den, og håber du – og forhåbentlig endnu flere – vil være med til at forny mit mandat ved valget d. 21. november.   

De sidste fire år har jeg arbejdet målrettet på at gøre Roskilde kommune til et endnu bedre sted at leve, arbejde og drive virksomhed. Jeg har sagt min mening, selv når sandheden har været ilde hørt. 

Jeg er ikke kun politiker.

Jeg er først og fremmest erhvervsmand og inkarneret Roskildedreng, og har bl.a. arbejdet som direktør i nogle af verdens største banker. I dag arbejder jeg primært som bestyrelsesformand for en række virksomheder i en række forskellige brancher. Lige fra bygge- og anlæg til IT-virksomheder.  

Jeg tror på et samfund, hvor det kan betale sig at yde en indsats. Hvis du uddanner dig, investerer, sparer op eller arbejder, så skal du selvfølgelig have gavn af det. 

Vi er og skal være et samfund og en kommune, der har råd til at tage sig af de svageste. Det kræver, at vi har respekt for dine skattekroner, og altid udviser økonomisk ansvarlighed i de beslutninger, vi træffer.

Vi skal uddanne vores unge, så de er bedst muligt rustet til at træde ind på arbejdsmarkedet. Skolelokalerne og hjælpemidler skal være i orden og tidssvarende. 

Jeg vil stå for en sund vækst i en bæredygtig økonomi. Hellere bruge penge på service til børn, unge, ældre og turisme- og erhvervsfremme end på diverse prestigeprojekter, hvor vi ikke får ordentlig værdi for pengene. 

I den sidste valgperiode har jeg været garant for klar og sober tale. Det vil jeg fortsat være.   

Jeg taler ikke Roskilde op eller ned, jeg fortæller om forholdene, som jeg ser, at de er! 

Og så gør jeg noget ved det. Så vi kan gøre Roskilde endnu bedre.

Jeg er altid til at komme i dialog med; 25636000 eller Brask@roskilde.dk.